Der var engang en bydel, der ville lave byfornyelse. Kommunalbestyrelsen var sikre på, at det ville blive til et dejligt sted at være. Derfor anlagte man et flot projekt med mange nye boliger. Der skulle udbygges og udplantes. Til det havde man brug for en pælefundamenteringsmaskine, der kunne banke dybe huller i jorden i døgndrift. Entreprenøren kunne ikke holde sine tidsfrister. Jorden var hårdere, end arkitekterne havde regnet sig frem til. Det blev vinter og projektet blev lagt i dvale. Men da det blev forår og frosten forsvandt som dug for solen, kunne man atter høre den øredøvende larm fra pælefundamenteringsmaskinen. Det blev både sommer og efterår. Nu inviterede man byens borgere til at flytte ind i det nye, næsten færdige byggeri. Der var sået græs, plantet træer og endda lagt en rød løber ud med flag langs indkørslen. Men alle byens borgere var flyttet ud af byen. De kunne ikke leve med en pælefundamenteringsmaskine, som forstyrrede deres nattesøvn. Nu bor borgmesteren i det nye byggeri sammen med sin familie på 865 m2. De får boligydelse og skal betale en husleje på 4.600 kr.