Nils's Blog, ej blot til lyst

Der kommer lige en lang forklaring.
Jeg føler mig forpligtet.

Sig venligst til Adam at han har formentlig fået job senest i januar.
Jeg presser chefen lidt blidt og ubestridt irriteret til, at ringe til Adam. Chefen er usikker og er netop tiltrådt. Derfor virker det uprofessionelt. Det er nyt. Derfor virker det. Chefen har sagt, at han vil ringe. Men chefen vil gerne være lige. Han vil slet ikke være chef. Adam kan ringe også.
Hans arbejdsgiver (chefens arbejdsgiver) ønsker at samme gage på hviler alle i staben. Det er vel et social/øko filantropisk foretagende bygget på undervisningsministeriets bifald og umiddelbare glæde. Med al respekt kan vi få glæden til at både vokse og smitte, kan vi gøre alle mulige, meget glade og tilfredse.

Så Adam blir’ velmødt, hvis han ringer med chefen.

Har du set min barndom
Min kærlighed med armen om
Folk vil gerne have den

Men før du dømmer mig
Lad mig række ud til dig

Glanspapir
Tapir
Dyre løfter
Highscreen

Jeg savner dig
Mit liv er i gennem dig
Hvorfor gemmer du dig

Jeg går fuldstændig i kornet og offset

Jeg har klippet alle mine skumle sokker

Og afgiver fuld komplementaritet

Hver gang du med tillid lokker

Ved jeg det er noget, der ikke holder

Jeg maler korskrybende biller på min væg

Og lufter dig i mellemrummet på mine tænder

Uden appetit og smag for noget der stalker

Hver gang du med tillid lokker

Ved jeg det er noget, der ikke holder

Det er ormene der kommer som mor og far

Der frasiger sig et hvert ræsonnement

Hvilende på kul og kærv, nærmest sammenbrændt

Hver gang du med tillid lokker

Ved jeg det er noget, der ikke holder.

Der har været en del som udtaler, at jeg skriver syret, uforståeligt og forvirrende.

Nu ville jeg have skrevet en “normal tekst,” for at i møde komme deres behov for at forstå min tekst, bare en gang.

Denne gang om ikke andet.
Der findes brevduer, empiriske telegrammer, telemaster og postprogrammer,

Hvor jeg nødigt formidler en stemning uden den er spildt.

Skingre stemmer lytter bedre, når de ikke hører sig selv.
Det er svært og besværligt at høre og holde fokus på mere end en stemme.

Det kræver koncentration, nærvær og agtværdighed.
Det er næsten som at kræve det umulige.
Derfor ville jeg gerne stoppe “normal teksten” inden jeg kommer for godt i gang.

Det er næppe dig i jordbærmarken, der ender med at gøre det rigtige og normale.
Det er næppe dig i silhuet-bygge-huset, der klipper stroferne til.

Digterens nikotin fedtede lampe lyser næppe i gennem den udlængsel, der fører til
at det heller ikke er ham, der forstår, de syrede, forvirrede tekster.

Det er det normale.

Der var en gang en kyllingefarm, hvor man opfostrede mange kyllinger på få uger. Fabrikken var resultatorienteret og der røg mange små kyllinger i svinget, før de endte deres kortvarige liv med at blive slagtet.

Der var en lille kylling, som godt kunne lide en anden kylling på fabrikken. De pjuskede og blandede vand i foderskålen og synes at det nok skulle gå, selv om de var på en fabrik der stank af kyllingelort over det hele. Udsigten var også dårlig, men de gik hen og blev forelskede i hinanden. Så det gjorde ikke så meget at forholdene var dårlige. De mente, at de kunne klare sig.

På kyllingefabrikken tog man den slags flirter med et gran salt, de skulle alligevel slagtes snart. Den ene af kyllingerne lyttede til, hvad der blev sagt, og blev bange, for om det nu havde noget på sig. Den blev så påvirket af fabrikkens meninger, at den hellere ville styre sig selv i døden, end at gøre modstand til fordel for kærligheden. Det løb var alligevel kørt, sagde de på fabrikken. Alle kyllinger blev slagtet, også dem, der var forelskede. Det var bedst for en kylling at følge rutinen, og få fjerene plukket og blive solgt fra en fryseboks. Dette var en kyllings liv.

Kyllingen havde et kort liv. Den nåede ikke at blive moden. Den så ikke at den anden kylling voksede sig til en stor og mægtig, flot hane. Den så ikke at den kunne have vokset med som en usleben diamant på en kyllingefabrik. Den var bange for at den ikke var nomal, når det var normalt, at alle kyllinger blev slagtet. Den lille kylling blev vred, fordi, den ikke tog chancen og fløj væk fra fabrikken. Den blev sur på sig selv, og skyldte skyld på andre. Men den kunne ikke andet. Så hellere slagte sig selv. Og det gjorde den. Den blev i de trygge rammer, hvor den vidste, at på fabrikken, der bliver kyllinger slagtet. Men hellere det end uvished og kærlighed. Det var ligegodt for stort for et bette væsen.